Velkommen til mit nye blogunivers

|Azin Mataji

I mit første blogindlæg vil jeg fortælle lidt om, hvorfor jeg har kastet mig ud i at blogge.

Til at begynde med var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt det stadig er “in” at blogge — eller om det efterhånden er blevet lidt outdated at starte en blog. Men jeg kom frem til, at det egentlig ikke betyder så meget for mig. Jeg har ganske enkelt lyst til at prøve det af.

Lysten kommer blandt andet af, at jeg længe har haft Instagram, som jeg har brugt rigtig meget tid på. Og bevares — det giver måske ikke umiddelbar mening at give mig selv endnu en platform at opdatere, når jeg i forvejen ofte har kronisk dårlig samvittighed over ikke at få lavet mere end de to opslag om ugen på instagram. I mange år jagtede jeg drømmen om over 30.000 følgere og troede, at hvis jeg bare lavede fem opslag om ugen plus en masse stories, så kunne jeg nå drømmen om rigtig mange følgere. Men jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne presse flere opslag ud, hvis de samtidig skulle give mening for mig. Det endte med at blive en alt for stor opgave, hvor jeg næsten ikke lavede andet end content til Instagram. Heldigvis er jeg også blevet klogere med tiden, for mange følgere er ikke det samme som salg. Biksen kører trods alt fint med cirka to opslag om ugen. Til gengæld har jeg savnet friheden til bare at skrive det, hjertet begærer. På Instagram har jeg holdt det enkelt og visuelt, og for at være ærlig har jeg heller ikke turdet bevæge mig alt for langt væk fra min niche, keramikken. Nu er jeg begyndt at implementere lidt madinspiration, fordi mad også er en passion for mig. Jeg elsker at eksperimentere i køkkenet, og det føles oplagt at lade de to passioner mødes. Derfor begyndte drømmen om en blog at spire. Jeg ønsker et sted, hvor jeg frit kan dele løst og fast om mit liv som selvstændig keramiker, mor og madpassionist — uden at være bange for at få smæk af algoritmen. Her er der nemlig ingen algoritme, jeg skal tage hensyn til. Her kommer det hele lige fra hjertet. Jeg har delt bloggen op i to dele for at gøre det mere overskueligt for dig. Maddelen finder du under madinspiration, og her er det mere hverdagslivet jeg deler af og en forlængelse af min Instagram — bare med lidt mere personlighed.

Nu krydser jeg fingre for, at du har lyst til at hænge ved — og at jeg kan skabe indhold, som du får lyst til at følge med i.

 

Med venlig hilsen

~ Azin

Velkommen til mit nye blogunivers